Bevar altid en ukrainers værdighed

Følelsen af at være den sidst valgte til rundbold i frikvarteret. At være den, som alle andre søger til, når man kan bruge dig. At være halvt integreret i to kliker. Dét tror jeg er årsagen til den lave mængde af selvtillid blandt den ukrainske befolkning.

Hver gang landet er lykkes med noget, er der en ny konflikt, en ny krig eller en ny økonomisk krise, som forårsager, at de nok en gang må starte forfra. Historisk set starter det langt før, men jeg vælger at starte ved sovjetunionen sammenbrud.

Ukraine var gennem hele det sovjetiske styre Ruslands højre hånd. Mange alliancer på tværs af de to store nationer, gjorde samarbejdet tæt og stærkt. Eksportmæssigt var Ukraine ansvarlig for en kæmpe produktion af fødevarer, og var derfor essentiel for det økonomiske grundlag af sovjetunionen. Alle gjorde sit, og ikke mere end det.

Det økonomiske fundament for det, var selvfølgelig ikke vedholdende, og da grænsen mellem Øst- og Vesteuropa blev opløst påvirkede det selvfølgelig hele ukraines befolkning: pludselig skulle man forholde sig til at stå forrest. Og det gælder ikke bare køen i supermarkedet, hvor man passivt ventede på, at man ville komme frem i køen. Man skulle nu flytte sig fremad for at overleve. Indfinde sig under liberalismens markedsøkonomi. Udvikle sig og konkurrere.

At ændre en mentalitet hos en befolkning, kan sammenlignes med at ændre CO2 indholdet i jordens atmosfære: Når skaden er sket, er det svært at gøre godt igen, og det kræver, blod, sved og kompromiser økonomisk til at rette på fejlen.

Men hvordan hænger det sammen med den ukrainske værdighed?

Min teori er, at når et folkefærd ikke har opnået sejr, stabilitet og sikkerhed over en lang årrække kan det medføre, sætter man en facade op. Som en usikker teenager, der har svært ved at finde sin plads, og som de fleste teenageforældre ved, kan man ikke fortælle en teenager, hvad de skal gøre anderledes. Man må være mere diplomatisk. Man kan vise, hvordan tingene kan gøres, og så kan man håbe på, at de tager de rigtige beslutninger.

Når man mig (en naiv dansker, der tror man er bedrevidende) kommer og tror, at man kan være åben om, hvordan begge parter kan ændre sig fordelagtigt, så må man tro om. Verden skal ikke altid sættes i boks, eller beskrives med ord. Den skal ofte illustreres og gøres håndgribelig, uden at være dømmende over for nogen af parterne.