Når ens indre Svend Brinkmann bryder ud

I min studietid på læreruddannelsen i Århus, smask forelskede jeg mig i Svend Brinkmann og hele hans tankevirksomhed. Jeg tror mange af mine studiekammerater har rullet øjne, hver gang jeg rullede Brinkmann frem i diskussioner omkring mennesket, pædagogikken og tanken om at danne og forme mennesker. Smask forelsket er jeg stadig i Brinkmanns begreber om rødder, ståsteder, eller erkendelsen af, at der ikke findes noget der hedder: “Den gode mavefornemmelse.” Vi skal simpelthen stoppe med at mærke efter, fyrer coachen og leve for fællesskabet. Det er bærende elementer, i det jeg læner mig mod. Budskabet er klart, og det er, at vi er til på hinandens præmisser, sådan helt Løgstrup agtigt, som jeg skrev om sidst. Man kan være enig med Brinkmann eller ej, men faktum er at Brinkmann i hans skrive og tankevirksomhed berører nogen af de spørgsmål, vi som danskere, som arbejdere, som familiemedlem, som ven eller som kæreste taler om, kæmper med og måske endda glædes eller frygtes ved. Spørgsmål til livet, og perspektiveret ind i de samfunds normer og strukturer, som er bærende og dynamiske kræfter. Ligesom at Højskolesangbogen, var en sikker bog i min taske til Ukraine, således var Svend B’s Stå Fast og Ståsteder også en del af det primitive bibliotek her til Lviv.

Som titlen på dette indlæg indikere, har min indre Svend Brinkmannske svinehund været på spil her i Ukraine. I lørdags havde vi staffmeating på YMCA her i Lviv, hvor overskriften for mødet var stress. Fra mit perspektiv som dansk KFUM og KFUK’er og som frivillig generelt, var det interessant sådan med egne øjne at opleve YMCA Lviv samlet til fælles møde, for at observere og skabe indtryk af hvordan tingene fungere på ukrainsk. En ting er sikkert, og det er, at ukrainere tager tingene fra toppen. Den altid gennemtrængende dagsorden, som slavisk gennemgås til gode danske møder, er ikke opfundet her i Lviv YMCA, ihvertfald endnu. Til gengæld stod mødet alene og faldt på YMCA Lvivs CEO’s skuldre og hendes overvejelser om foreningens tilstand. På engang var det en befriende oplevelse, ikke at skulle holde sig til dagsordenens punkter og istedet kune tale mere frit. På den anden side betød den manglende dagsorden at al forberedelse i og for sig var umuligt.

“Jeg oplever ligenu en del stress tynge mig, både over alle vores arbejdsopgaver og ikke mindst forankringen af YMCA her i byen. Jeg kan mærke jeg er træt og mangler motivation for jobbet. Derfor skal vi idag snakke om stress ud fra nogle udtryk, som i måske kan se jer selv i, og så skal vi dele med hinanden, hvad vi gør ved vores stress.”

Jeg forestiller mig sådan en folder med overskriften “Identificer din stress, og gør noget ved det,” som man kan tage hos lægen, ikke til et staffmeating hos YMCA. Men med hver vores farveblyant skulle vi farve den kanin, som bar de symptomer, vi kunne se på os selv når vi mærkede til stress. Vi tegnede og fortalte overfor hinanden, hvilken kanin vi blev til, når vi var stressede. Nogen blev stædige, andre temperamentsfulde, og en helt tredje fik forhøjet spiselyst. Efterfølgende snakkede vi som om, hvad vi gjorde når vi mærkede disse stresskaniner hænge over os. Her var der en der søgte mod bjergene for at mærke stilheden, en som gik på shopping for at købe nyt tøj og en helt tredje som lagde sig ned og sov ekstra meget.

Det er ganske korrekt hvis du som læse sidder og fornemmer, at jeg synes det er lidt karvet, at skal mærke efter i mig selv og derefter give udtryk for det. Jeg kender ikke selv så skide meget til stress, men jeg ved, at hvis jeg gennem en længere periode har arbejdet hårdt på et projekt, om det så er i KFUM og KFUK eller arbejdet eller studiet, så kommer der et tidspunkt når projektet er overstået, hvor jeg meget automatisk falder i søvn, og sover længe rigtig længe. Men hvorfor er det så min indre Brinkmannske hund har bidt fra sig i dette tilfælde? For sjældent har jeg da oplevet mig mere ved siden af mig selv, i YMCA sammenhænge, end denne lørdag til staffmeating. Er det da ikke meget fornuftigt at tale om stress på arbejdspladsen, og i og for sig også i frivillige organisationer? Skal vi i KFUM og KFUK tale om det at være stresset når vi laver lejr, unge/voksne, konceptklubber eller udvalgsarbejde? Skal vi KFUM og KFUK ansætte coaches, der kan tage vare omkring ansatte, ledere og frivillige? Og har vi, som KFUM og KFUKs organisation både i Ukraine og Danmark, forstået stress problematikkens alvorlighed?

Til de spørgsmål har jeg de seneste dage overvejet to grunde:

1) Som titlen indikere har Brinkmanns pointer spillet en væsentlig rolle i dette indlæg. Som Svend Brinkmann skriver i Stå Fast, så giver det ingen mening at mærke efter i sig selv, på godt jysk, bruge sin mavefornemmelse. Det er et følelsesregister som afgør det. Dine følelsers forandringsevne er helt utrolig, alt efter hvordan de menneskelige basale behov er dækket såsom, søvn, sult og sociale situration. Forestil dig, du kl. 23.30 en torsdag aften skal forholde dig til, om du vil tage en vagt for en kollega på arbejdet kl. 6.30 næste morgen, efter en dag, hvor du har været i skole fra 8 til 15 og efterfølgende siddet i frivilligt møde om eftermiddagen og aftenen og samtidig med, at din mor ringer ti minutter i 9, og skal hører, om du kommer til bedstemors fødselsdag i weekend, og hvad i alverden man skal købe af gave. Fra mit eget perspektiv, ville jeg formentlig med et meget rundforvirret og træt hoved sige, selvfølgelig kommer jeg på arbejde, til min chef, men også gå en hel fredag og bande alting langt væk. Sådan er vores følelse, ud fra Brinkmanns tese.

Vi må stå af hamsterhjulet og lære at elske det, eller at JOMO (joy of messing out) som Brinkmann udtrykker det sin nye bog Gå Glip. Det er måske i virkeligheden det mange af os går og tumler med, at vi i et for stort et omfang, simpelthen har for meget at se til, og skal sige til os selv, at vi aldrig nogensind når alt er alligevel. Som min far altid sagde, når vi måtte holde med høstarbejdet en sen aftentime uden at være færdige, ja så kommer der formentlig en dag igen imorgen, hvor vi således må glæde os over at vi kan køre igen. Det billede, at lade tingene vente til imorgen, tror jeg egentligt er meget sundt at holde på sige.

2) Et andet svar på de mange spørgsmål jeg stillede mig selv, har jeg prøvet at finde svar i gennem KFUM og KFUKs filosofi, teologi og vores frivillige motivation. At være frivillig, betyder for mig rigtig mange arbejdstimer, med møder, planlægning, facebook, telefonsamtaler og kørerture, som rigtig mange gange involvere hverdagen, og tager tid fra det man reelt skal tjene sit brød på. Tit har jeg haft influenza efter en sommerlejr eller festival, hvor ugerne op til har været fyldt med ekstra arbejde. Men alligevel bliver jeg ved.

Generalsekretær Jørgen Kvist sagde engang, og i hvilken sammenhæng husker jeg ikke, men det at være frivillig og i vores tilfælde i KFUM og KFUK, det er fast arbejde og det er ikke sjovt. Det er fast arbejde, fordi vi gør det uden løn, og dermed uden løn til at stille de basale behov som nævnt overstående. Det er tusindvis af møder, det er visioner, planlægning, evaluering om og om igen, og sådan bliver vi ved. Spørgsmålet er hvad får vi ud af det, når det giver alt det arbejde, stress og ingen løn? Og svaret er såre simpelt, det glade smil fra den deltager, der har haft verdens bedste sommerlejr eller aften i teenklubben, hvor vedkommede lærte at spille guitar, mærkede fællesskabet og så glimt af, hvor meningsfyldte og forpligtende fællesskaber vi kan skabe.

Derfor laver vi KFUM og KFUK stress til trods, fordi det at “give” uden at forvente at få noget tilbage, det er så meningsfyldt, både som frivillig og som deltager.

At empower young people, som også er meget af vores arbejde her i Ukraine, er ikke blot et arbejde, og en tilfredstiling af de basale behov. Det på mange måder et kald, om at ville unge mennesker noget, og vise at de har en stemme i denne verden. Derfor håber jeg også at vi holder op med at snakke om stress her i Ukraine, for når man er en del af YMCA eller KFUM og KFUK så er stress, eller bare det at have travlt og nok at se til, en del af hverdagen, men det betaler sig altid i sidste ende, for vi er en del af noget større.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

#enthybosoplevelseriukraine #aarhuslviv #ymcalviv “aarhuskfumogkfuk